Birgitte Gjøtz Petersen

At være autodidakt – eller med Anne Marie Helgers sigende ord : at være autointakt! – er for mig gået fra at have været noget, som jeg skammede mig lidt over til at være noget, som jeg ser kan indeholde noget værdifuldt og unikt.

Forklaringen på denne bevægelse er, at jeg i mine yngre år forsøgte at gå den slagne og anerkendte vej og søgte ind på såvel kunsthåndværkerskolen og kunstakademiet, og jeg kom ikke ind. Dengang føltes det lidt som et nederlag, men dybest set er jeg idag taknemmelig for, at jeg måtte (op-)finde mine egen vej. For jeg har som et ungt og meget selvusikkert menneske været ret så modellerbar og påvirkelig, og jeg havde brug for at få mit eget “rum” til at folde mine gaver ud uden at blive påvirket og skolet af noget udenfor mig selv. Jeg ville have været blevet en klon af mine lærere tilsammen! Som jeg så måske kunne have aflært igen, ligesom andre gør det. Men for mig var det en velsignelse og ikke en forbandelse at få lov til at søge min egen vej, og give plads og rum og form til mine egne impulser og inspiration fra den kilde, hvormed jeg er forbundet.

Har det været let? Nej. Har det føltes nærende og tro mod mig selv? Ja.

Mit motto er “Rather off-piste than pissed off!” Hellere finde sin egen vej her i livet, selvom det kan være besværligt, end ende med at blive sur og muggen og indebrændt!

Min rejse med at give form blev igangsat ubevidst, da jeg omkring 1987 arbejdede på et dykkercenter ved Det røde Hav i Sinai, og havde over 100 dyk i det fuldkommen fantastiske koralhav, hvor livet i koralrevet gjorde dybt indtryk på mig. Da jeg lidt efter hjemme i Danmark begyndte at forme i ler, opstod der væsener og værker, der til forveksling lignede skabninger fra et koralrev! Jeg havde fået øje på min inspirationskilde, og sidenhen er den udvidet til min fascination af den organiske verden i både feks. celler i kroppen, galakser, konkylier, ja alle de betagende former i naturen.

Ikke så underligt, at jobbet som modeldesigner for Legoland ikke var tilfredsstillende for mig i længden, med alle de firkantede klodser!

Udover at leret har været mit foretrukne udtryksmateriale, så har jeg også leget med bronze, tegning – inklusive croquis, farver, lidt land-art, foto, sang, og ord elsker jeg også både konstruere og dekonstruere.

Min officielle debut fik jeg i 1994 på Kunstnernes Sommerudstilling.

Jeg kan godt lide at lege med begreber og at stille spørgsmålstegn ved det eksisterende, og skal jeg overføre det til mit kunstneriske udtryk, så elsker jeg feks. at lave en traditionel form som en skål og så fylde den med tentakler, så det bliver en fusion, og så den ikke helt kan placeres eller sættes i bås.

At vække lidt, måske at få nogen til at undres lidt, eller trække på smilebåndet, eller se skønheden i delikate organiske detaljer.

Men i sidste ende så er det ikke op til mig, hvad andre oplever…