Peter Ejlerskov

Peter Ejlerskov

Har udstillet på kunstmuseer og gallerier i, og udenfor Danmark, i en årrække. Arbejder med udsmykninger i kirker, virksomheder og institutioner. Har desuden udarbejdet grafiske værker til en række bogpublikationer.

 Gitte Ørskou, direktør Kunsten i Aalborg, om Peter Ejlerskov
Da maleren Oluf Høst i 1930erne vendte sig bort fra det modernistiske maleri for i stedet at skildre den bornholmske natur i sanselige, farvemættede penselstrøg, ramte han en nerve, der giver genlyd den dag i dag. Selv i vores ekstreme visuelle kultur, hvor det digitale billede muliggør en hidtil uset interaktion mellem billede og menneske, udøver Oluf Høsts landskabsbilleder stadig en næsten magnetisk tiltrækningskraft på publikum. Mødet med landskabet, der skildrer en naturoplevelse i tæt stoflighed på lærredet, på nippet til det abstrakte, synes at finde en resonansbund for refleksion hos de fleste mennesker. Måske de, ligesom Høst, leder efter sig selv i mødet med den sansemættede naturskildring. Som Høst sagde: Jeg maler for at finde mig selv. For at finde meningen i tilværelsen. Jeg leder faktisk i min malerkunst efter den tavse guddom i naturen Det er ikke maleriet, der har gjort mig til maler, det er selve naturen…

 Med Oluf Høst som foregangsmand har der siden i dansk kunst formet sig et særligt sanseligt landskabsmaleri, der med stoflige penselstrøg tager afsæt i en konkret oplevet natur, som på lærredet synes at blive omsat til et abstrakt og intenst nærvær. Det er dette maleri, der ligger til grund for Peter Ejlerskovs billeder. Et billedunivers, der netop har rødder i en særlig tilgang til maleriets egenartede formåen som en mediator mellem natur og menneske. Mens kunstbegrebet har udvidet sig til stadig mere avantgardistiske former, og mens det digitale medium for altid har ændret vores evne til billeddannelse til en interaktiv foreteelse, er landskabsmaleriet blevet et tilflugtssted for en tyst tilstedeværelse med et stærkt menneskeligt nærvær. Et maleri, der både, i bogstaveligste forstand, er nede på jorden, og samtidig tager sit afsæt i et ønske om på lærredet at fastholde en eksistentiel inderlighed. Både jord og himmel, konkret og filosofisk. Det handler ikke om at drive kunstbegrebet videre, men om at holde fast i et udtryk og så udforske det indenfor dets egne rammer. Eller, som Peter Ejlerskov selv udtrykker det, om at finde sin plovfure.

 Her 80 år efter, at Oluf Høsts billeder af den bornholmske natur fæstnede sig som abstraktioner på lærredet, har Peter Ejlerskov netop gået rundt i den anden ende af landet, nemlig i det yderste Nordjylland, hvor himlen er høj og horisonten altid indenfor rækkevidde. Dér, i den nordjyske natur, hvor mennesket bliver det lille i mødet med en stormens rasen over det flade landskab, har Peter Ejlerskov travet strandene tynde. Som det lille menneske i den store natur må han have fundet sig selv i dén tilstand, som allerede Caspar David Friedrich formidlede i sit maleri i begyndelsen af 1800-tallet med storladne naturskildringer, der kun efterlod mennesket som en lillebitte skikkelse i forgrunden. Den romantiske længsel, som Friedrichs maleri om noget blev symbolet for, grundlagdes her som en fundamental tilstand for det moderne menneske.

En længsel, som Peter Ejlerskov synes at vedkende sig i sine landskaber, der er malet med en på én gang indfølt og rasende penselføring i en stadig kamp mod længslens rastløshed. Konflikten mellem det sansede landskab, som Peter Ejlerskov har fået under huden, og den abstraktion, som de ekspressive penselstrøg umærkeligt maler frem, skaber netop billedernes særlige spænding. Mens billederne ved første øjekast vitterligt er landskabsskildringer med allestedsnærværende horisontlinier, skumsprøjt, solnedgange og skyer, forvandles de ved næste øjekast til rene abstraktioner, skabt af penselstrøgenes dans over lærredet. Penselføringen synes at finde sin egen logik, der ligger hinsides det reelle landskab. Og det er da heller ikke et reelt landskab hvis man overhovedet kan tale om et sådant som Peter Ejlerskov maler, men hans erindring om sig selv i naturen. For landskabet er jo netop først et landskab i det øjeblik, naturen bliver gjort til et billede…

 Det er derfor, at det er Oluf Høst, vi skal vende os mod, når Peter Ejlerskovs billedunivers skal finde sine rødder. Hos Høst blev den samme naturoplevelse malet igen og igen, så den til sidst fremstod som enkle, løse penselstrøg i en næsten opløst abstraktion. Mens surrealisterne udfordrede grænserne for billedets formåen, og mens kunstnerne på Bauhaus lancerede en helt ny filosofi for kunstens rolle i samfundet, da vedblev Høst gennem 1930erne at lade sin afsøgning finde sted i det nære motiv og i sit ensomme arbejde med lærredet. På samme måde hænger alle Peter Ejlerskovs billeder fast i den samme plovfure. Hér bliver maleriet ikke revolutioneret og skriver sig ej heller avantgardistisk ind i kunsthistorien. Det lader Peter Ejlerskov andre om, mens han stædigt bringer de små personligt erfarede rystelser og erkendelser frem, både i ham selv og i os, der betragter hans værk.