Om Julius Weiland

Einsteins relativitetsteori beskriver begreberne tid og rum som en uadskillelig helhed, man kan ikke forestille sig en strøm af tid uden materie. På samme måde ser Julius Weiland ækvivalentet til ”indefrosset tid” i materialet glas.

Igennem en plastisk omformning fremkalder han iagttagelsen i et kollaberet rum. Hans glasskulpturer i stort format, som dog virker så filigranagtige, synes at svæve i et ikke lineært tid-rum-kontinuum. Den diffuse transparens, de tusindvis af glaskanter, som bryder lyset, forstærker dette uvirkelige indtryk.
I sin søgen efter formernes oprindelse udvikler han sit konceptionelle formsprog, som er baseret på cirkler. Titlen ”The Great Curve“ er en hentydning til formernes altid ens oprindelse, dog med et glimt i øjet.

Det tekniske raffinement ved omsætningen af skulpturerne er den væsentlige bestanddel af Weilands arbejde.

Han anvender maskinelt trukne glasrør, som egentlig er produceret til laboratorieindustrien. Ved såkaldt glas fusing smeltes tusindvis af afskårne rørstykker sammen. Han kontrollerer denne smelteproces, så de enkelte dele netop indgår en forbindelse med hinanden og den påbegyndte omformning af glasset standses i det rette øjeblik.