Om Claus Bojesen

Fabulant og fortæller

Det er en på flere måder markant kunstner, der den 28.oktober fylder 60. Claus Bojesen var tidligt ude med et talent, der lovede flot. Han var surrealist – og med i den berømte Passepartoutgruppe, der havde store visioner om kunsten som et metafysisk vovestykke. Det fabulerende, det mytologiske og det visionære skulle sættes fri. Kunsten skulle flyve højt over den kedsommelige realisme. Efter sin første surrealistiske periode bevægede Bojesen sig ad helt andre stier, henimod et maleri fyldt med ornamentik og symboler, ofte med afsæt i gamle fortællinger og billeder, han var stødt på ved rejser i bl.a. Tyrkiet. For Claus Bojesen var rejserne til orienten også et møde med en chokerende anderledes farveholdning: Her mødte han glødende røde, persiske blå og orientens gule og orange farver, og så og sansede dem i det særlige skær en følsom maler registrerer alt nyt med. Denne inspiration har han aldrig sluppet, men er fortsat med at videreudvikle og forfine. Og dog har han altid sin egen person med, for Claus Bojesen har om nogen et kunstnerisk ærinde, der er båret frem af hans interesse for det eksistentielle drama al god kunst kredser omkring. Det var Picasso, der engang sagde, at kunstnerens enkelte billede ikke var det interessante, det var snarere kunstnerens eget drama. Selvsamme Picasso er indlysende en kunstner, hvis kunst Bojesen altid har været dybt fascineret af. I det hele taget er han optaget af de helt store mestre i verdenskunsten – fra Picasso til Pollock. Og det er han god til at italesætte med ord. Claus Bojesen er et omvandrende kunstleksikon, sprængfyldt med viden og skæve indfald. Man skal, elskværdigt sagt, vriste sig ud af hans talestrøm, hvis man møder ham et sted på en af byens kunstruter. Han har også taget sin tørn med det fagpolitiske, sad eksempelvis i en periode i Statens Kunstfond. Som kunstner er han fortsat ufatteligt flittig, kunstkrise er ikke ham. Den overhaler han indenom hver eneste dag. Familien er forresten vigtig for ham: Han er gift med psykologen Annette Jacobsen, med hvem han har to børn.
Ingen ved helt, hvor han er henne på sin fødselsdag: Formentlig ude på et af kunstens mange gadehjørner for at debattere og fortælle. Kunsten er for ham en lang fortælling, der er for god til at afbrydes alt for ofte.

Ole Lindboe