Om Jan Jensen

Den uhyre tidskrævende, komplicerede teknik, Jan successivt har udviklet gennem årene på det maleriske og skulpturelle felt, har ført ham ind i en ensom skabelsesproces derude på landet i det nedlagte mejeri.

Hans kunst er  ”aristokratisk”. Som fordums aristokrati har han – mere korrekt: har han skaffet sig – tid og plads til at gøre nøjagtig hvad han selv vil, og selvom hans malerier og skulpturer er umiddelbart smukke, ofte betagende, og giver enhver, der blot kaster et blik på dem, en æstetisk tilfredsstillelse, forudsætter de for at give deres indhold fra sig den tidligere omtalte ”meditative fordybelse”, som må siges at være forbeholdt de få at nå ind til.

Forsøger man at gå ind i en sådan fordybelse, kald den for min skyld gerne meditativ, medoplever i hvert fald jeg en snart dynamisk, nærmest eksplosiv kraftudfoldelse snart sfærisk harmoni – ofte i samspil – som verdener, vi på den ene side er gået – slynget – ud af, på den anden søger at blive en saligt hvilende del af. Begge dele, udfoldelsen og hvilen, nødvendige for den menneskelige eksistens, hvis livet skal have værdi. Men med til oplevelsen hører, at hverken dynamikken eller harmonien udgår fra mennesket selv, de har, fortæller billederne mig, deres ophav i langt mere omfattende bevidstheder, netop dem som kunstneren, hvis skygge på flere malerier strækker sig mod de kosmiske dybder, både søger at nå og virke som medskabende redskab for.

Rolf Dorset