Om Arman

Skøn som en sønderskudt banegård.

Sådan lyder en strofe i digtet ATLANTIS fra samlingen  FRIBYTTERDRØMME af Tom Kristensen udgivet i 1920.

Selv om han på papiret var revolutionær, sad han jo bare på sin akademiske røv og digtede ideer ud af hovedet om en samfundskatastrofe, et ragnarok, der skulle føre til en ny og bedre begyndelse for menneskeheden. Han var intelligensiaen i tidens tand. Da han endelig tog sig sammen og skrev HÆRVÆRK om hans sønderskudte personlighed var han færdig. Hvilken roman!!! Der betalte han prisen for kunstværket. Slut finito: Jeg er min egen undergang. Men HÆRVÆRK er et undergangsværk af format.

Hvad søren har det med den franske objektkunstner Arman (1928-2005) at gøre?

Tematisk en hel del. Arman så også skønheden i det ødelagte menneskefremstillede – eksempelvis musikinstrumenter, men ikke som en samfundsomvæltende idé. Som kunstner står han i gæld til Marcel Duchamp og andre Dadaister, der startede den skelsættende antikunstbevægelse under 1. Verdenskrig. At invadere kunstscenen med antikunst var en protest. De skønne kunster var en forløjethed –  en tynd gang civillisationsfernis over et umenneskeligt teknisk barbari af hidtil usete dimensioner. Når verden kunne udfolde sig så blodig og sende sine unge mænd til slagtebænken i skyttegravene, så var der ikke noget skønt at dyrke. Marcel Duchamp gjorde, som alle vi uvorne skoleunger har prøvet på de afbillede koryfæhoveder i vores historiebøger, han malede overskæg på et af kunsthistoriens ypperste værker Mona Lisa. Desværre ikke originalen.

Marcel Duchams mest berømte værk er en pissoirkumme signeret på kanten med initialerne R. Mutt 1917 . Der eksisterer kun et elendigt sort/hvidt foto af ”originalen” indkøbt i et byggemarked i New York. I 60erne bliver den skakspillende billedkunst-emeritus genopdaget af kunsthistoriske institutionsstormere – også kaldet ungdomsoprørerne. Den store efterkrigsgeneration, der skulle fylde det voldsomme tab af menneskeliv op efter 2. Verdenskrig, førte an i protesten mod autoriteterne. I billedkunstens verden kaldte den sig Fluxus Den første ”replik” af den armodige piskumme sælger Ducamp til Moderne Museet i Stockholm i 1962. 3 til 4 musser verden over følger trop. Dadaismen får deres renæssance og Fluxusbevægelsen opstår som en stærk venstreorienteret protest mod eliten. Halleluja en ungdomsfest.

Min påstand er at disse institutionsstormere ikke kunne komme ind på kunstakademier og derfor gik oprørets Bastillevejen. For øvrigt er det disse institutionsoprørere der sidder på magten i dag.

Ducamps pissoirkumme blev ved årtusindskiftet  kanoniseret  af 500 førende britiske kunstnere og kritikere til at være den moderne kunsts væsentligste værk. Det originale værk fra 1917: Fontæne er gået tabt, hvis man overhovedet kan tale om at værket er gået tabt, for kunstneren købte bare nye kummer i 60ern-byggemarkeder, da han blev tilbudt en renæssance.

I den bedste og mest læste bog om kunsthistorie, der indtil dato er skrevet siger kunsthistorikeren E. H. Gombrich følgende: ”Vi taler om kunst når noget er gjort så fremragende godt, at vi næsten glemmer at spørge om, hvad det forestiller p.g.a. beundringen over den måde det er gjort på.”

Det er jo klart og præcist udtrykt og refererer til objektet som en menneskelig frembringelse af bemærkelsesværdig æstetisk kvalitet. Personen der har skabt værket er i besiddelse af nogle manuelle færdigheder, der vækker beundring.

Denne kunstneriske definition brydes af Dadaisterne og deres efterkrigs disciple Fluxusbevægelsen. Den danske digter Vagn Steen (1928) ”skriver” den ultimative – interaktive digtsamling i 1965: SKRIV SELV. En flot pagineret ISBN-bog, med tomme sider, som læseren selv kan udfylde.

Arman tager udgangspunkt i Dadaisternes protestbevægelse, men fanges senere ind af et æstetisk billedsprog, hvor ophobningen af malertuber, pensler, musikinstrumenter , limet fast på plader eller støbt ind i pelxiglaskasser, arrangeres med en fransk æstetisk elegance. Arman tager TACHISMEN (40erne-50erne) – abstrakt æstetisk ekspressionisme, inspireret af det japanske- og kinesiske skriftsprog – til sig. Hans udklemte farvetuber eller ophobning af pensler – maleriets redskab – står som fine sitrende skrifttegn og fortæller deres egen æstetiske historie om efterladenskabets natur.
Sådan bider Dadaismen og Fluxusbevægelsen sig selv i røven. Slipper taget i MANZONI’s provokerende kunstlort på dåse og bliver til rigtig gammeldags billedkunst man kan glæde sig over.

Jan Jensen