Om Søren J. Søndergaard

Temaet i Søren Søndergaards nye malerier er barndomserindringen  omkring Bedstemors hus i Nes på Mors. Søren opbygger tydeligvis sine motiver ud fra gamle familiefotos. Ikke de, som er blevet taget hos den stedlige kanonfotograf, men de fotografier, som familiens egne medlemmer har taget – med større eller mindre fornemmelse for billedkomposition. Motivkredsen er: familiemedlemmer, herunder i særlig grad: børnene i familien, stående ved familiens bil eller kommode eller lignende. Det specielle følelsesudtryk, der stråler ud af Søren Søndergaards billeder opnås gennem hans forarbejdning først og fremmest af selve menneskefigurerne: i forlængelse af den tidligt modernistiske portræt-tradition fra malere som Olaf Rude og Harald Giersing bruger Søren Søndergaard sine lette penselstrøg til at give hver enkelt figur et twist af melankoli; han lader igennem sine farver nogle personer blive klarere, andre mere transparente, og de samlede personkarakteristikker bliver tankevækkende stilfærdigt ensomme, selv i gruppebilleder, hvor mange individer er samlet. Billedbaggrundenes opmodelleringer forvandler en sensommerhimmel til et ildhav – eller et buskads til en truende skov; hver eneste baggrund udgør en lidt truende indramning af familiemedlemmerne.

Trods det dystre tilsnit vækker motiverne ikke alene smerte – ved spejlingen af den eksistentielle ensomhed. Også glæden bobler frem for betragteren, synes jeg. Mest vel nok fordi det måske nok er vemodigt at være så dybt alene – men det er skønt at være fælles om det!

Lise Seisbøll.